Vandrerens fire årstider

Forår

Når der står marts i kalenderen er det officielt forår. I virkeligheden er det for det meste koldt, gråt og vådt. Men lyset kan mærkes, og de små forårsbebudere pibler frem. Erantis, vintergækker og krokus er de første blomster, der gør os glade og forventningsfulde. I skoven kan du være heldig, at der er anemoner sidst på måneden. Jeg elsker, når jeg opdager de spæde spirer, der titter op, hvor der er læ og sol.

I april går det pludselig hurtigt. Skovbunden bliver hvid af anemonefloret. Nogle dage, når solen har magt, kan det være lunt og sommerligt. Andre dage er det stadig koldt, og måske kommer der endda sne. Men i maj bliver skoven lysegrøn. Pludselig lukker bladene for himmelloftet, når man går i skoven. Alligevel er der lunt i halvskyggen.

Sommer

I juni er dagene lange, og selv når det er mørkt kan man se til at gå i skoven. Træernes grønne løvhang lukker for solstrålerne, som kun enkelte steder skinner ned til skovbunden i skarpe spyd.

I juli lukker skoven sig helt. Der er varmt og mørkegrønt ligesom august, hvor der er masser af liv af både vandrende mennesker og dyr med unger. Nogle steder tørrer bækkene ud eller svinder ind til smalle vandløb, hvis det er tørt længe som det var i 2018.

Efterår

I september er himlen blå (nogle dage), og der kan være mange lune dage, selvom de også tydeligt er blevet kortere end i højsommeren. Bladene er grønne helt frem til oktober, men så ændrer farverne sig også voldsomt. Det er skovens allerflotteste årstid, hvor den hele tiden ændrer sig og praler i fantastiske farver. Røde, gule, grønne, brune i hundredvis af nuancer.

Svampene vælter frem og gør skoven til et spisekammer også for mennesker. Man går (næsten) aldrig galt i byen med en rørhat, og de er nemme at finde. I november bliver det endelig bart overalt, når stormene har revet de sidste blade af træerne, så de ligger som en gyldenbrun dyne i skovbunden.

Vinter

Det er koldt og mørkt. Turene i skoven bliver færre, fordi timerne til at gå der, mens det er lyst, og man kan se, hvor man går, er så få. Men ind imellem er der smukke dage med ufatteligt blå himmel. Der er luft mellem træerne.

Dynen af blade bliver tyndere og tyndere i løbet af februar, når sneen er kommet og gået måske flere gange og har slidt de sidste fibre af bladene, som til sidst ligger blege og trådede. Når det ikke blæser, er der ikke mange lyde i skoven. Måske en hejre, der flyver op ved skovbækken for at komme væk fra skovens besøgende.

Man længes efter solen, varmen og lyset sidst på vinteren, når det er ved at være nok med den kolde, klare luft, som vinteren også kan byde på.