Corona har også haft positive effekter. Ja, jeg tør næsten ikke sige det, og jeg ville ønske, at samfundet kunne have været sat på pause af noget andet end en dødelig virus. Men min vej til nyslået iværksætter havde ikke været den samme, hvis alting havde buldret afsted som sædvanligt.

I går slog jeg op med Jobcenteret. Farvel, sagde jeg, nu står jeg på egne ben. Jeg synes ligesom ikke, vores forhold var ligeværdigt. Det har også varet alt for længe, men jeg havde en naiv tro på, at vi kunne give hinanden noget. Jeg syntes jo, jeg havde noget at byde ind med: uddannelse, erfaring, energi. Men jeg oplevede, at det stort set kun var mig, der skulle give noget for at få forholdet til at fungere. Måske forstod vi bare ikke hinanden. I hvert fald virkede det ikke, som om Jobcenteret var et center for at få job. Mere et center for at holde kontrol.

Det er en meget dejlig følelse at være ude af den afhængighed, jeg var kommet ind i. Jeg føler min egen styrke. Det kan være det bliver dyrt, men jeg ved, jeg kan selv.

Det har været undervejs længe. Jeg fik mit eget CVR-nummer allerede i december og arbejder benhårdt på at banke en forretning op omkring mit koncept Writers Walk. Jeg har været på iværksætterkursus (faktisk flere) og har holdt mine første vandreture med faciliterede skriveøvelser. Det virker, siger deltagerne!

Corona ligestillede os alle

Selvom Coronatiden har været hård – nok også fordi den har varet så længe – så har denne mærkelige tid for mig ikke været en ubetinget negativ oplevelse. Da vi i foråret 2020 blev lukket ned, oplevede jeg sammen med de andre udenfor arbejdsmarkedet, at vi alle var ens. Om vi var ude eller inde i varmen på arbejdsmarkedet, så var vi alle sendt hjem på Corona-orlov. Selvfølgelig havde dem med et ’rigtigt’ arbejde andre opgaver, men for en tid føltes det faktisk, som om vi alle var ens. Det var ikke så tabubelagt at stå uden job.

Måske var det derfor, mine øjne åbnede sig for nye muligheder. I hvert fald kom jeg i gang med Writers Walk. Vigtigst af alt så kom jeg langt om længe af med den byrde af forkerthed, som gjorde, at jeg kunne begynde at se mig selv i et nyt lys. Se, at jeg ikke skulle have et fast lønjob for at være god nok. At det faktisk er det selvstændige liv, der er det rigtige sted for mig at udfolde det, jeg gerne vil. Og tro på at det kan lade sig gøre.

Mange bække små

For at få det hele til at hænge sammen som nyslået iværksætter har jeg fået timer flere steder, så jeg kan supplere indtægten, indtil Writers Walk kommer ordentligt i gang. Størst er mit engagement i Endelave Lægeurtehave, hvor jeg er havens eneste ansatte med ansvar for havens pasning og diverse formidlingsopgaver.

Når jeg har sagt ja til at arbejde i Lægeurtehaven, er det dels, fordi det er et dejligt arbejde at gå og rode i jorden og se alting spire og gro. Tankerne kan flyve frit, når man passer have og er i den friske luft. Dels fordi jeg må bruge Lægeurtehavens faciliteter til mine egne aktiviteter og arrangementer. Jeg kommer til at bruge haven som led i Writers Walk på Endelave. I sommerferien kommer min familie og jeg til at lave aktiviteter med mad over bål i haven.

Omstilling til moden, nyslået iværksætter

Arbejdet i Lægeurtehaven betyder, at jeg nu bor to steder for at kunne passe mit arbejde: I Horsens og på Endelave. Jeg har mere travlt end nogensinde, for der er mange bolde i luften. Jeg har også et par andre småjobs som pasning af offentlige toiletter og guide på Kaninoen – der skal jo penge i kassen!

Men det er en kæmpe stor tilfredsstillelse at udvikle nye produkter, at opleve glade kunder og selv at kunne bestemme. Den energi kommer jeg til at leve på, indtil jeg finder ind i den nye rytme. Når man først for alvor bliver iværksætter som 51-årig efter et arbejdsliv som statsansat det meste af tiden, så kræver det en omstilling.

Den er jeg godt på vej med.