Skriv om kvinderne i din familie

I dag er det 8. marts og dermed Kvindernes Internationale Kampdag. Det er en dag, hvor der hvert år bliver spurgt retorisk: Er der mere at kæmpe for? Har vi ikke opnået ligestilling i Danmark? Kvinder har de samme muligheder som mænd – de skal bare gribe dem …?

Måske er det faktisk synd for mændene? Det er jo dem, der ligger lavest i statistikkerne om fx flest selvmord. Dem der går mest i hundene og klarer sig dårligst, når det er den slags statiskker, vi ser på.

Men al forskning viser, at der stadig er et stykke vej til ligestilling, hvor mænd og kvinder får samme løn for samme arbejde. Hvor kvinder har de samme muligheder for at opnå magtfulde positioner i erhvervslivet, hvis det er det, de gerne vil.

Det er faktisk slet ikke det, dette blogindlæg skal handle om. Jeg føler mig ikke kompetent til at tage den komplekse debat om ligestilling, fordi den er så omfattende og i høj grad handler om bias. Antagelser om hvordan ting hænger sammen. Det er bias, som vi alle har, og som vi bruger hele tiden for at kunne fungere og ikke stille spørgsmål til alt, vi møder i vores daglige liv.

Foregangskvinderne

Det jeg derimod gerne vil skrive om, er kvinderne, der er gået forud for os. Ikke de kendte foregangskvinder blandt kunstnere, forfattere, politikere og videnskabskvinder – dem er der andre, der skriver dygtigt om. Derimod de kvinder du har i din egen familie. Hvem af dem tænker du på som stærke kvinder?

Min opfordring skal lyde på at skrive om din mor, mormor, farmor, oldemor eller grandtante på Kvindernes Internationale Kampdag. Dem der er gået før dig og ikke havde de samme muligheder, som du har i dag.

Siden jeg begyndte at grave i min egen families historie og læste gamle breve, har jeg fået et nyt syn på flere af de kvinder, jeg knap – eller slet ikke – kendte. Jeg er også blevet opmærksom på, at nogle af de historier, jeg havde hørt, ikke holder vand – eller i hvert fald har rigtig mange nuancer.

Min oldemors stemme

Jeg følte for eksempel, at jeg for første gang ’hørte’ min oldemors stemme, da jeg læste breve, hun havde skrevet til sin mand i begyndelsen af 1930’erne. Han var rejst til USA i foråret 1929 for at etablere sig, så resten af familien kunne følge efter. Skæbnen ville, at han var derovre, da verdensøkonomien ramlede med krakket i Wall Street, og han endte med at sidde fast i USA indtil 1935.

Imens var min oldemor hjemme i Vejle med tre mindre børn. Den ældste var min morfar, der var 8 år, da faderen rejste. Den yngste datter blev født efter, han var rejst afsted. Hun var seks år, da hun så sin far første gang.

Fra Norge til Danmark

Ikke nok med at min oldemor var blevet tilbage i Vejle for at afvente, hvornår familien kunne emigrere. Hun havde faktisk allerede forladt ét hjemland. Mine oldeforældre mødte hinanden i Norge, hvor min oldefar var på rundrejse som naver. Han var en eventyrlysten tømrer, der efter en tur til Tyskland, Østrig og Schweiz rejste til Norge for at finde arbejde.

De to mødte hinanden, blev gift og blev forældre til min morfar. Hvorfor de rejste til Danmark efter 10 år i Norge, er der ingen familieoverleveringer, der fortæller. I et af de breve jeg har fundet, lyder det som om han overtalte hende til at tage til Danmark, fordi mulighederne var større der. Det endte ikke lykkeligt. Det er en lang, lang historie, som jeg håber at kunne fortælle en dag.

Ikke født med stemmeret

Jeg har ikke mange minder om min oldemor, men jeg husker, hun talte på en speciel måde. Hun bevarede den særlige syngende tone i sit sprog fra sit norske modersmål. I nutidens lys ser jeg hende som en stærk kvinde, der levede et langt liv, hvor hun måtte indordne sig.

Hun var ikke født med stemmeret, men fik den som ung. Hun var aktiv i Dansk Kvindesamfund og bevidst om sit eget værd. Hun fik dog også ry for at være skrap. Mine oldeforældre endte med at blive skilt, da alle tre børn var flyttet hjemmefra. I sig selv temmelig usædvanligt på den tid. De endte med at blive meget gamle begge to. Han blev gift igen, mens hun tog ud og rejse. Der fulgte store konflikter i kølvandet, som farvede de fortællinger, der er blevet fortalt i generationer.

Skriv kvindernes historier

Min morfars mor er blot en af kvinderne i min familie, hvis historie er en spejling af samfundsudviklingen. Tænk hvis vi hver især graver de historier frem. Ser på hvad de gennemlevede, og hvad de IKKE fik lov at gøre. De muligheder de kæmpede for, at deres døtre skulle få i stedet.

Skriv de historier på Kvindernes Internationale Kampdag. I det lys bliver kampen tydeligere og nemmere at forstå.