Livsstil Arkiv - Side 2 af 2

Et retreat giver dig den tid, du har brug for

af Birgit Juel Martinsen | jul 17, 2022 | Livsstil

I juni 2022 holdt jeg det første retreat med Writers Walk. Det blev alt det, jeg havde håbet på. Men hvorfor er det sådan en god ide med et retreat? En af grundene er, at det kan hjælpe dig med at ændre din praksis med at skrive.

Retreat betyder at trække sig tilbage. Væk fra hverdagen, de vante omgivelser og normale opgaver. I stedet giver du dig selv lov til at finde ro, tænke nye tanker, opleve andre måder at være i verden på. Det er blevet populært at tage på retreat, og der er mange tilbud.

For mig er det oplagt at afholde retreat med Writers Walk som omdrejningspunkt, fordi jeg har oplevet, hvordan en Writer’s Walk kan flytte deltagernes opfattelse af at skrive. Og at skrivningen kan åbne for mange andre erkendelser. Når udbyttet er så stort på nogle timer, hvor meget kan man så ikke opnå, når man har et døgn eller mere?

Jeg er blevet spurgt om Writers Walk er skriveterapi. Det kan virke terapeutisk at skrive i naturen, men det er egentlig ikke målet. Writers Walk er vandringer i naturen, hvor vi bruger energien i omgivelserne og vores egen bevægelse til at åbne for skrivning. Uden begrænsninger, men ud fra konkrete opgaver. Om du vil bruge det til at skrive mere og måske udgive et værk, eller om du ’bare’ vil have en god oplevelse med at skrive, er op til dig. Jeg kan støtte dig i begge dele.

Et særligt fællesskab

I Writers Walk gennemførte jeg det første retreat sammen med Heidi Holm på hendes skønne ”Holmely” i det østjyske bakkelandskab udenfor Bryrup i juni 2022. At have et helt døgn til rådighed for at skrive, vandre og reflektere løftede Writer’s Walk’en til et niveau, jeg knap havde turdet drømme om.Vi gik lidt længere, og vi lavede flere skrivepauser end på de ’almindelige’ Writers Walks. Ikke mindst var der mere tid til samtale. Der udviklede sig et helt særligt fællesskab mellem de fire deltagere, som jeg følte mig privilegeret at være med i. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle tilbyde retreats igen.

I sensommeren og det tidlige efterår tilbyder jeg derfor to nye retreats.

Retreat på Holmely – Bryrup

Sammen med Heidi fra Holmely holder jeg igen retreat med én overnatning. Vi vandrer ved Bryrup Langsø og Karlsø og tilbringer tiden sammen med at lave mad over bål og være tæt på naturen. På Holmely er der mulighed for at vælge at overnatte i Treetop-shelter, glampingtelt, anneks eller værelser i hovedhuset (de kan studeres nærmere på Holmelys hjemmeside.)

Retreat på Bøgaa – Endelave

Endelave er central for Writers Walk, da jeg bor og arbejder på øen en stor del af sommerhalvåret. Den særlige ro, der er på en ø, giver en Writer’s Walk en ekstra dimension. Også fordi det simpelthen tager længere tid. Deltagerne skal tage færgen frem og tilbage og tilbringer en hel dag på Endelave, når der er Writer’s Walk.

Det første retreat på Endelave bliver afholdt på pensionatet Bøgaa, der ligger i udkanten af det store fredede naturområde Øvre. Retreatet er med to overnatninger og foregår onsdag den 24. – fredag den 26. august 2022. Der er fuld forplejning, og vi får maden serveret af Ena og Jørgen Ulvund på Bøgaa. De sætter en ære i, at maden i videst muligt omfang er økologisk og lokal. Bøgaa har fire nyrenoverede værelser indendørs og nogle dejlige udendørs sovepladser i shelter eller hængekøje i bålhytten midt i havens store blomstereng.

Naturen som kreativ drivkraft

For mig er naturen et stærkt element for at udvikle kreativitet. Begge steder, hvor vi skal have Writers Walk retreats, er naturen helt tæt på os. Vi skal gå ture og skrive. Hygge om aftenen. Have tid til at tænke og skrive. Det ville glæde mig, hvis du har lyst til at tage med og opleve det.

Læs mere om de to retreats

Writers Walk på Bøgaa, Endelave onsdag d. 24. – fredag d. 26. august 2022

Writers Walk på Holmely ved Bryrup mandag den 19. – tirsdag d. 20. september 2022

Ø-livets ro indbyder til fordybelse

af Birgit Juel Martinsen | jul 29, 2021 | Livsstil

Hvad er det særlige ved en ø? Man skal opleve det for at vide det. Men så kryber det også ind under huden på en. Følelsen af ro langt væk fra stress og jag.

Der er det åbenlyse: Vand til alle sider, aldrig langt til noget, et rigt dyreliv, stjernerne der lyser klarere på den mørke himmel om natten. Alt er lidt mere enkelt, for det pulserende liv med forretninger, biograf og byliv findes ikke her.

Så er der det særligt beroligende ved sejlturen. Færgens brummende motorlyd, mens den skærer sig gennem havoverfladen for at føre dig fra fastlandet til øen.

Når du er på en ø, er du kommet med en færge (eller fløjet, hvis du har de muligheder eller sejlet i egen båd). Under alle omstændigheder har du gjort en indsats for at komme til øen. Vi er så vant til, at alle muligheder står vidt åbne. Vi sætter os bare i bilen (eller på toget eller cyklen eller tager apostlenes heste – what ever, som sagt mulighederne er ubegrænsede) og bevæger os ud i verden.

Skuldrene sænker sig, når færgen stævner ud

Men en ø skal du gøre en indsats for at komme til. Undersøge færgetider, købe en billet, komme til tiden for at sejle med færgen. Når så du sidder der på færgen, kommer roen. Det er, som om skuldrene sænker sig i det øjeblik, færgen stævner ud fra færgelejet. Nu kan du ikke gøre mere. Du skal bare sidde her og lade dig transportere.

For det meste er sejlturen stille og rolig. Kun når bølgerne virkelig er høje, vipper færgen, så det mærkes. Er du heldig, ser du solen stå op eller gå ned afhængig af årstiden. Måske bryder færgen en blank havoverflade og trækker et hvidt spor af havskum efter sig. Måske følger et par svaler færgen på vej nogle meter oppe i luften.

Færgen er øens pulsslag

Når så færgen lægger til på den anden side, og bovporten åbner sig, kommer ø-havnen dig i møde. Oftest med masser af ventende mennesker, der er kommet, fordi færgen er øens forbindelsesled til omverdenen. Det er færgen, der bringer varer til øen; færgen der bringer gæster og fastboende frem og tilbage.

Luften fyldes af latter og høje stemmer, mens bilerne triller af færgen. De gående kommer med rygsække og store tasker. Venner og familie modtages med åbne arme og glade ansigter til ferier eller kortere besøg. Sådan husker jeg også, det var i min barndom, når jeg hver sommer besøgte mine bedsteforældre. Færgen er pulsslaget, der pumper ny energi ud til øen.

Ø-livets ro og fred

Den ro og fred, der er en naturlig del af ø-livet, kan bruges til mere end at koble af og holde ferie. Jeg har selv brugt den til at skrive – og til at komme mig efter stress.

Nu bruger jeg den også til vandringerne i Writers Walk. Fra den 17. august 2021 skal jeg holde vandreture med udgangspunkt i Endelave Lægeurtehave i forbindelse med min ansættelse i haven.

Writers Walk med forskellig fokus

Jeg har samlet gode erfaringer fra de Writers Walks, jeg har holdt indtil nu. Blandt andet har det vist sig, at der er masser af potentiale i at skrive. Der er også mange grunde til at ønske at skrive. Turene i efteråret for Lægeurtehaven får derfor to fokusområder:

Skriv og styrk din skrivning – for dig, der kan lide at skrive og gerne vil skrive mere
Gå og skriv dig til klarhed – for dig der tumler med udfordringer og har brug for at klare hovedet.

Jeg glæder mig til at vise, hvad roen på Endelave kan gøre for en Writers Walk. En vandring, hvor vi går ca. 8 kilometer på Endelave, spiser frokost i Lægeurtehaven og holder lange pauser undervejs, hvor vi skriver.

Tanker fra en nyslået iværksætter

af Birgit Juel Martinsen | jun 2, 2021 | Livsstil

Corona har også haft positive effekter. Ja, jeg tør næsten ikke sige det, og jeg ville ønske, at samfundet kunne have været sat på pause af noget andet end en dødelig virus. Men min vej til nyslået iværksætter havde ikke været den samme, hvis alting havde buldret afsted som sædvanligt.

I går slog jeg op med Jobcenteret. Farvel, sagde jeg, nu står jeg på egne ben. Jeg synes ligesom ikke, vores forhold var ligeværdigt. Det har også varet alt for længe, men jeg havde en naiv tro på, at vi kunne give hinanden noget. Jeg syntes jo, jeg havde noget at byde ind med: uddannelse, erfaring, energi. Men jeg oplevede, at det stort set kun var mig, der skulle give noget for at få forholdet til at fungere. Måske forstod vi bare ikke hinanden. I hvert fald virkede det ikke, som om Jobcenteret var et center for at få job. Mere et center for at holde kontrol.

Det er en meget dejlig følelse at være ude af den afhængighed, jeg var kommet ind i. Jeg føler min egen styrke. Det kan være det bliver dyrt, men jeg ved, jeg kan selv.

Det har været undervejs længe. Jeg fik mit eget CVR-nummer allerede i december og arbejder benhårdt på at banke en forretning op omkring mit koncept Writers Walk. Jeg har været på iværksætterkursus (faktisk flere) og har holdt mine første vandreture med faciliterede skriveøvelser. Det virker, siger deltagerne!

Corona ligestillede os alle

Selvom Coronatiden har været hård – nok også fordi den har varet så længe – så har denne mærkelige tid for mig ikke været en ubetinget negativ oplevelse. Da vi i foråret 2020 blev lukket ned, oplevede jeg sammen med de andre udenfor arbejdsmarkedet, at vi alle var ens. Om vi var ude eller inde i varmen på arbejdsmarkedet, så var vi alle sendt hjem på Corona-orlov. Selvfølgelig havde dem med et ’rigtigt’ arbejde andre opgaver, men for en tid føltes det faktisk, som om vi alle var ens. Det var ikke så tabubelagt at stå uden job.

Nyslået iværksætter - Writers Walk - himmel

Måske var det derfor, mine øjne åbnede sig for nye muligheder. I hvert fald kom jeg i gang med Writers Walk. Vigtigst af alt så kom jeg langt om længe af med den byrde af forkerthed, som gjorde, at jeg kunne begynde at se mig selv i et nyt lys. Se, at jeg ikke skulle have et fast lønjob for at være god nok. At det faktisk er det selvstændige liv, der er det rigtige sted for mig at udfolde det, jeg gerne vil. Og tro på at det kan lade sig gøre.

Mange bække små

For at få det hele til at hænge sammen som nyslået iværksætter har jeg fået timer flere steder, så jeg kan supplere indtægten, indtil Writers Walk kommer ordentligt i gang. Størst er mit engagement i Endelave Lægeurtehave, hvor jeg er havens eneste ansatte med ansvar for havens pasning og diverse formidlingsopgaver.

Når jeg har sagt ja til at arbejde i Lægeurtehaven, er det dels, fordi det er et dejligt arbejde at gå og rode i jorden og se alting spire og gro. Tankerne kan flyve frit, når man passer have og er i den friske luft. Dels fordi jeg må bruge Lægeurtehavens faciliteter til mine egne aktiviteter og arrangementer. Jeg kommer til at bruge haven som led i Writers Walk på Endelave. I sommerferien kommer min familie og jeg til at lave aktiviteter med mad over bål i haven.

Nyslået iværksætter - Writers Walk - Lægeurtehaven

Omstilling til moden, nyslået iværksætter

Arbejdet i Lægeurtehaven betyder, at jeg nu bor to steder for at kunne passe mit arbejde: I Horsens og på Endelave. Jeg har mere travlt end nogensinde, for der er mange bolde i luften. Jeg har også et par andre småjobs som pasning af offentlige toiletter og guide på Kaninoen – der skal jo penge i kassen!

Men det er en kæmpe stor tilfredsstillelse at udvikle nye produkter, at opleve glade kunder og selv at kunne bestemme. Den energi kommer jeg til at leve på, indtil jeg finder ind i den nye rytme. Når man først for alvor bliver iværksætter som 51-årig efter et arbejdsliv som statsansat det meste af tiden, så kræver det en omstilling.

Den er jeg godt på vej med.

Min stresshistorie endte med Writers Walk

af Birgit Juel Martinsen | apr 13, 2021 | Livsstil

At skrive og at vandre har for mig været vejen ud på den anden side af stress. Det her er min stresshistorie.
For ikke så længe siden fik jeg feedback fra en betalæser på første kapitel af den roman, jeg skriver på. Hun skrev, at hun ikke kunne læse videre i teksten efter, at en bikarakter havde sagt til hovedpersonen, at hendes stress var en sygdom. ”Stress er IKKE en sygdom!” lød dommen fra betalæseren. Jeg blev temmelig paf over den voldsomme reaktion, men egentlig burde det ikke overraske.

Stress er en udbredt ‘diagnose’, som mange har et personligt forhold til. Bare det at jeg vil skrive om det her, sætter gang i en myriade af overvejelser om, hvor meget jeg skal skrive om, hvad stress egentlig er, men det må de godt 9 milliarder (!) hits på Google hjælpe dig med at afklare. Der er ikke noget kort svar.

Mit ærinde er at fortælle min egen historie med stress, fordi den er en væsentlig grund til, at jeg i dag har lavet Writers Walk. Og i virkeligheden er min stresshistorie motor for den roman, jeg skriver på, så at korte det ned til et blogindlæg er i grunden lovlig ambitiøst.

Stresshistorie kort fortalt

Den korte version af min stresshistorie er, at jeg – som sikkert mange andre kvinder – stiller store krav til mig selv, som realiteterne nogle gange har spændt ben for. Det vil sige: Nogle gange har jeg villet mere, end jeg kunne nå eller tingene er ikke gået som forventet. At lære at håndtere det, har taget mange år og en del terapi.

Første gang jeg oplevede det, var som pseudotvillingemor og specialestuderende i en ny by. Min mand havde fået sit første job som lærer, og vi var flyttet til Horsens. Først var jeg på barsel, dernæst sad jeg med næsen i bøgerne og gjorde mit speciale som cand.mag. færdigt. Jeg var småbørnsmor til to tumlinge under 2 år med ambitioner om at være en god mor og partner samt en dygtig studerende. Der var simpelthen ikke timer nok i døgnet til at samle overskud til at klare det hele, så til sidst knækkede jeg sammen.

Med hjælp af en god familie og en fantastisk psykolog kom jeg igennem krisen og ud på den anden side. Til et sted hvor der var plads til at være mig og lægge energien de rigtige steder.

Arbejdsmarkedets udfordringer

Ikke at det var en dans på roser på arbejdsmarkedet. Jeg havde nogle løse ansættelser, før jeg endelig landede mit første faste akademikerjob. I en styrelse i Aarhus hvor jeg skulle lave kommunikations- og projektarbejde. Der fulgte nogle år med en travl hverdag og lang transporttid.

Ambitionerne for mit arbejdsliv levede ikke rigtig op til virkeligheden, men i privatlivet var der plads til at virkeliggøre drømme. Vi rejste med vores drenge på 8 og 9 jorden rundt på 15 uger i 2004. Halvandet år efter vi kom hjem, fik vi en efternøler til stor glæde for hele familien.

Efter barslen fortsatte trummerummen i styrelsen. Jeg følte mig ikke rigtig tilfreds. Oplevede at jeg ikke fik de udfordringer, jeg gerne ville have. Blev forbigået ved forfremmelser, selvom jeg havde løst store opgaver. Kunne ikke finde et nyt job, selvom jeg søgte. Jeg følte en konstant murrende utilfredshed over dårlig ledelse.

Min første bog

Tanken om at gøre mere ved skrivningen tog mere og mere form. Og det endte da også med, at jeg skrev min første bog. Det var en biografi om min veninde Lone, der levede med uhelbredelig kræft. Bogen blev udgivet i 2011. At fortælle hendes historie er noget af det mest meningsfulde arbejde, jeg nogensinde har lavet. Til gengæld er det også det, jeg har tjent mindst ved.

I styrelsen skete der jævnligt omstruktureringer, og i 2013 blev jeg ”omstruktureret” fra styrelsen til ministeriet. Det lignede nok en god løsning hos ledelsen, men for mig og mange af mine kolleger betød det rod og kaos. Jeg fandt et andet job efter 15 måneder. Det havde tilknytning til det, jeg kom fra, og nissen flyttede med. Søvnløshed, tankemylder og dårligt humør fyldte mere og mere i mit liv.

Hvor kommer stressen fra?

Her er det, at det bliver rigtig svært at skrive om stress og ”min historie”. For det handler om mennesker. Stressen kommer af at være presset uhensigtsmæssigt. Men hvor kommer presset fra?

Jeg vil gerne forklare det, men der er ikke nogen enkel forklaring. Hvad er min egen skyld? (Hvis man overhovedet kan tale om ”skyld” i den sammenhæng. Under alle omstændigheder vil man søge en forklaring i et eller andet.) Den måde jeg er i verden på? De krav jeg stiller til mig selv? Er jeg bare ikke dygtig nok til det, jeg tror, jeg er?

Som stresset vender man det indad. ”Jeg må tage mig sammen.” ”Jeg må klare det – det kan de andre.”

Noget vendes også udad. Mod uhåndterbare krav og vanskelige relationer til ledelse eller kolleger.

Og i et større perspektiv til forhold, som jeg ikke har den mindste indflydelse på. Bias i samfundet i forhold til køn, som gør at man som kvinde ikke får de samme chancer som mænd. Bias i forhold til at det er bedre at være udadvendt end indadvendt. Konjunkturer som betyder, at der er alt for mange højtuddannede, ens faglige profiler på et presset jobmarked. Tilfældighedernes spil som betyder, at jeg ikke nødvendigvis har mødt de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter. Tværtimod.

Et vink med en vognstang

Uanset forklaringen så er resultatet i hvert fald, at jeg stoppede i mit job i 2017 mere nedslidt af stress, end jeg troede. Den første tid var jeg fritstillet, og jeg vandrede og koblede af. Da jeg begyndte at søge arbejde, var jeg optimistisk, men det skulle vise sig at være særdeles svært at finde et job. Om det nu er skæbnen eller hvad, så var den lange ledighedsperiode et vink med en vognstang om, at jeg skulle noget andet.

Langsomt tegnede sig et billede, der havde noget med vandrestøvler og en pen at gøre.

Jeg havde allerede vandret i nogle år. Nu gik jeg Hærvejen.

Jeg havde også skrevet en masse. Nu gjorde jeg forsøget med fiktion.

Efter en årelang erkendelsesproces af at en higen efter anerkendelse i et fast job måske ikke var den vej, jeg skulle, sprang jeg i efteråret 2020 ud i at etablere Writers Walk. Resultatet finder du her på hjemmesiden.

I mine blogindlæg og på mine sociale medier, primært Instagram, deler jeg mine overvejelser. En del ligger allerede på min forfatterhjemmeside.

Skriv dig op til mit nyhedsbrev for at følge med. Jeg deler tips om vandring og skrivning – og giver selvfølgelig gode tilbud på Writers Walks.

Næste poster »