Det lyder drabeligt: at slå dine elskede ihjel – men tag det ikke så bogstaveligt. ”Kill your darlings” betyder, at du har skrevet så meget, at du skal redigere og kun bruge det, der gør den endelige tekst fantastisk. Det er en nødvendig proces.
Skrivning har to overordnede faser: Først skriver du – så meget, så lystbetonet og så intuitivt, du kan. Dernæst redigerer du det skrevne, så du ender med en velkomponeret, gennemarbejdet og læseværdig tekst.
Når du redigerer, skal du fjerne noget af det, du allerede har skrevet. ”Kill your darlings” – betyder at fjerne tekst eller elementer, du faktisk er glad for. Du har jo skrevet det af en grund. Men det kan være nødvendigt at fjerne det for at få det vigtige i teksten til at stå tydeligere frem. Og intet er spild af tid – det er en nødvendig del af processen, at du får skrevet tekst, der kan redigeres i.
Du kan ikke tænke dig til ’perfekt’ tekst
Det kan føles hårdt at fjerne tekst, men der er ingen vej udenom. De to faser af skriveprocessen er lige vigtige. Du kan ikke tænke dig frem til ’perfekt’ tekst, hvor alt skal med i det endelige produkt. Men hvis du ikke kommer i gang og får skrevet noget, du kan redigere i, får du aldrig et færdigt produkt.
Måske har du prøvet at gå i stå fra starten af skriveprocessen, fordi du sidder og ser på det blanke papir eller den blinkende cursor på skærmen. Ordene vil ikke komme, for du tror, du skal skrive noget genialt. Der kommer bare ikke noget.
Jeg har selv lige gået rundt og tænkt over, hvad jeg skulle skrive og ikke rigtig kunnet komme i gang. Så hjælper det at lukke ned for al indre kritik og tvinge sig selv til at skrive nonstop.
Ofte vil du efter meget kort tid opleve flow, hvor ordene flyder ud af dig. Der kommer nye ideer strømmende helt af sig selv. Når først du har fået ryddet ud i de tanker, der lå øverst, bliver der plads til nogle nye.
Bevægelse sætter gang i det hele
Skriver du på en opdigtet historie, skriver du måske en scene eller opdigter en fantasihistorie, der vokser vildt. Måske dukker der en person op i historien, som du ikke havde forestillet dig, før du begyndte at skrive. Skriver du på faglitteratur kommer der måske en idé, du ikke havde tænkt på, før du tvang dig selv til at skrive.
Det er bevist, at man bliver mere kreativ af at gå en tur. Frisk luft og bevægelse sætter simpelthen gang i hjernecellerne, så der kommer gang i idéer og kreativitet (professor Bente Klarlund gennemgår det fx i ”Gå-bogen”). Giver du dig selv en skriveøvelse – eller finder/får en – sætter det gang i en tankerække, du ikke havde forestillet dig. Det er fantasien, der tager over. Aktiverer helt friske tanker og fremkalder glemte minder og erfaringer.
Når jeg har deltagere med på Writer’s Walk handler det om at få gang i skriveprocessen. Det er den første del af skrivningen, hvor der skal tekst på papiret. Her lader du alt finde vej til papiret. Du tømmer hovedet og lader fantasien eller tankestrømmen løbe løbsk.
Glemte minder og erfaringer hentes frem
Når vi er i naturen, og jeg giver en opgave på en Writer’s Walk, oplever jeg, at de skrivende får adgang til erindringer, de ikke har tænkt på i årevis. Det kan være en duft fra en blomst, der minder om bedstefars særlige lugt, når han røg pibe. Eller når mor en sjælden gang bagte pandekager. Eller når to søstre får forskellige minder om den samme hændelse.
Måske kan du bruge teksten senere til at skrive på din livshistorie eller til at skrive videre på en anden slags tekst. Måske kommer du aldrig til at læse teksten igen, men du har fået fornemmelsen af, hvordan du udløser din skrivelyst ved at skrive derudaf på en opgave eller en øvelse.
Kill your darlings med den røde pen
Redigeringsprocessen er den del af skriveprocessen, der gør din tekst læseværdig for andre end dig selv. Her skal du hente din indre kritiker frem og spidse den røde rettepen. Det er også her, du kan være nødt til at slette tekst, du var glad for – ”kill your darlings”. Det har alle skrivende været ude for. Og det er kun godt. Det betyder, at du har skrevet så meget, at du er nødt til at tage noget ud for, at det, der bliver tilbage, står klarere.
Jeg har selv fjernet uanede mængder af tekst fra den roman, jeg i øjeblikket har liggende til vurdering hos forlag. En redaktør anbefalede mig at fjerne de to første kapitler af bogen og gøre det til en prolog. Det skar mig i hjertet, men jeg ved, at det er det rigtige at gøre.
Derfor er de to kapitler på i alt 20 sider kogt ned til ½ sides prolog. De to kapitler har jeg selvfølgelig stadig. Måske det første kapitel bliver til en novelle. Måske var de mange sider et nødvendigt forarbejde. Jeg holder stadig af dem, selvom de ikke kommer ud til et bredere publikum.
Alt er en del af processen.
Gode bøger om at skrive
Stephen King: “Om at skrive – En forfatters erindringsbog om håndværket”
Dette er med rette en meget berømmet bog, der giver praktiske anvisninger til at skrive på en humoristisk og konkret måde. Stephen King har om nogen bevist, at han gør, hvad han siger: Er konsekvent, skriver hver dag, læser en masse for at lære af andre.
Bogen findes også på Mofibo som lydbog, hvor forfatteren selv læser op – sådan hørte jeg den, og det var en stor oplevelse.
Julia Cameron: “Kreativitet”
Bogen om morgensider, som er udformet som et skrivekursus på 12 uger, der får dig i gang med at skrive intuitivt. Giver masser af vitaminer til din skrivelyst, så du får skrevet tekst, der kan redigeres. Læs mit blogindlæg om bogen her.
Du kan også tage med på Writer’s Walk og selv opleve at få skubbet gang i skrivelysten med spændende skriveøvelser ude i naturen.
0 kommentarer