Rapport fra en lang vandretur med skrivning undervejs

Writers Walk er vandring med indlagte skriveopgaver. Normalt har jeg andre med på tur, men en mandag i oktober gik jeg alene ud på en lang tur med skrivning på programmet. Jeg pakkede notesbog og madpakke i rygsækken og gik i området syd for Horsens Fjord. Læs med og se video fra turen.

Mandag morgen i oktober. Jeg ser ud af vinduet og mærker en uro i kroppen, da solens stråler rammer mig og den blå himmel kalder fristende. I dag skal jeg bruge tiden ude, beslutter jeg. Tage min egen medicin og pakke notesbogen i tasken for at skrive undervejs på en dejlig lang gåtur. Mine opgaver har hobet sig op i længere tid, og jeg føler mit hoved er ved at sprænges.

Jeg smører en madpakke, fylder kaffe i min termokande og pakker min turrygsæk, før jeg går ud af min hoveddør i Tyrsted i det sydlige Horsens og begiver mig til Boller Overskov. Herfra går turen til Klokkedal. Jeg følger Klokkedalstien, som for nylig har fået nydelige skilte, som viser vej i de to skove.

lang vandretur med skrivning - skilt

Et kor af fugle og en halv dværg

Ved bord-bænkesættet midt i skoven skriver jeg i min notesbog:

”Der er overraskende meget fuglesang i luften sådan en oktoberdag. Jeg sidder midt i skoven og lytter til den svage raslen i bladene og spredte fuglestemmer.

Min arbejdsdag i dag skal henlægges til en vandretur. Jeg overvejede, om jeg skulle køre et andet sted hen, men er endt med at gå ud af hoveddøren med kurs mod min egen skov. Det første stop er efter en time og fem kilometer. Jeg drikker kaffe og har spist kage. Jeg lytter til de sidste timer af ”Højsangen fra Palermovej” af Annette Bjergfeldt. Det er en vildtvoksende slægtsroman med et fantastisk blomstrende sprog med mange spændende metaforer og beskrivelser. Centralt er to søstre, som ikke har ret meget held i kærlighed, men lever interessante kunstnerliv. Eller rettere: den ene meget mere interessant end den anden.

Jeg ved, at fra nu af vil jeg forbinde det skarpe sving før bordbænke-sættet med en flodhest, der bider en dværg halvt over. Ordene fra de bøger jeg hører på vandreture har det med at indprente sig på de fysiske steder, jeg hørte dem.”

Hævet over landskabet

Jeg pakker sammen og går videre efter at have hilst på en gammel mand, der nikker fra sin cykel. Jeg når udgangen af skoven ved Klokkedalsvej og går op ad bakken til Uth. Nu åbner landskabet sig, og markerne breder sig til kanten af mit øjesyn. Fremme venter stigningen til Purhøj, som får min puls til at stige og hjertet til at hamre i brystet. På toppen venter den flotteste udsigt over området. Jeg sidder lidt, men skriver ikke.

lang vandretur med skrivning - purhøj

Lidt efter bevæger jeg mig nedad igen gennem skov og ad snoede veje. Der går et par timer, før jeg finder notesbogen frem og skriver.

Let i hovedet, tung i fødderne

”Jeg har hørt bogen færdig. Det var en skøn livsbekræftende bog at gå og høre. Nu sidder jeg i udkanten af Bjerre Skov og lytter til vindens susen i de store bøgetræer. Jeg er gået over Purhøj og har siddet og set ud over hele området, fortsat ind over bakkerne i Bjerre Herred, hvor vejen slynger sig mellem marker, skove og huse.
Jeg har spist min madpakke og følt hovedet blive lettere efterhånden, som fødderne er blevet tungere og benene går af sig selv. Jeg har kigget på et kort for at se, hvordan jeg skal gå det sidste stykke hjem. Det bliver en fin tur, tror jeg, selvom jeg ikke havde planlagt den i detaljer, før jeg gik hjemmefra. Der er masser af svampe i skovbunden. Ikke mange af de spiselige, jeg kan lide, men det er flot, som de pryder skovbunden.”

Dagens tur endte på knap 21 kilometer. Jeg kom hjem med trætte fødder og godt humør.

Har du ikke prøvet at gå langt, så prøv. Start med kortere ture og læg efterhånden flere kilometer til. De lange ture gør underværker for krop og sjæl.

Videoen her er fra min vandring. God tur på din egen!

Birgit Juel Martinsen

Birgit Juel Martinsen

Skribent & Guide

Jeg skriver, vandrer og læser med en baggrund som cand.mag., journalist og kommunikatør.

Mor til tre, gift med min ungdomskæreste og bosat i Horsens. Elsker Endelave, hvor vi har sommerhus, og jeg er kommet, siden jeg var spæd i 1969.

1 Kommentar

  1. Jensjm1@hotmail.com

    Det var en fin fin, beskrivelse Birgit.
    Det må da efterhånden være dyrt i vandre sko.🤣

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også synes om …

Prøv en Writers Walk

Prøv en Writers Walk

Få en video tilsendt, hvor jeg guider dig på en Writers Walk. Videoen koster dig kun din mailadresse.

Og du får derudover en masse tips til at skrive og vandre. 

Tak! Nu skal du bare bekræfte din tilmelding i mailen, jeg har sendt til dig.