Du har sikkert set artiklerne om, hvor sundt det er at gå. Læst at man skal bevæge sig i løbet af en ellers stillesiddende arbejdsdag. Set det hav af aktivitetstrackere, man kan købe for at give motivationen til at bevæge sig et boost. Men ét er statistik og ’helbredsmæssig korrekthed’ – noget andet er at opleve det selv.
Her kan du læse min vandringshistorie. Fra turen i frokostpausen rundt om blokken til flere dages vandring på Hærvejen. En udvikling som har givet mig glæde og overskud til at komme videre i et hektisk arbejdsliv ved at bevæge min krop og få ro på tankerne. Det lyder måske lidt frelst, men so be it. Det er en førstehåndsberetning om, hvad man kan få ud af at gå.
FÆLLESSKAB I FROKOSTPAUSEN
Det begyndte med gåture med kolleger i frokostpausen. Det var dengang, skridttællere blev et hit, og vi fandt ud af, at det faktisk ikke bare var sundt, men også dejligt at få strakt benene og få luft i lungerne som et afbræk fra arbejdet på det indeklemte kontor med susende computere.
Vi var en lille gruppe af kolleger, som hver dag før frokost gik en tur rundt i nabolaget af vores arbejdsplads. Det var godt for humøret med sådan en walk-n-talk midt på dagen med kolleger på tværs af afdelinger.
Jeg er sikker på, at det vil være en god investering i mange virksomheder, hvis medarbejderne rører sig sammen. Gåturen i frokostpausen er en nem og billig mulighed.
DRØMME OM CAMINOEN
Senere blev det til længere og længere gåture i skovene omkring mit hjem. Delvist udløst af et behov for at klare hovedet for udfordringer på jobbet. Så blev det til udforskning af de længere vandrestier i det midtjyske; smukke naturoplevelser der sætter tempoet ned og giver en naturlig træthed i krop og sjæl.
Så begyndte Caminoen at spøge. Men det kan være svært at få en egoisttur til Spanien til at passe ind i en hverdag med forpligtelser.
Heldigvis blev jeg opmærksom på Hærvejen. Den går fra det sydligste til det nordligste Jylland, og der er herberger, hvor man kan overnatte i sommermånederne. Jeg havde kastet håndklædet i ringen på min arbejdsplads og stod for at skulle genstarte mit arbejdsliv. Idéen om at gå alene flere dage på Hærvejen blev født.
RO TAGER TID
Jeg har gået to gange á fem dage i løbet af denne sommer. Det har været en øjenåbnende og forløsende oplevelse. Begge gange har jeg i starten følt et naturligt behov for at høre podcasts eller lydbøger i starten af min vandring. På mine gåture hører jeg normalt mange kloge podcasts, som underholder mig og giver mig input til faglig og personlig udvikling, så hvorfor ikke udnytte tiden, når man nu alligevel bare går?
Men der sker noget på andendagen. Pludselig bliver de ellers gode programmer til støj, og jeg får et behov for at lukke ned og kun høre på naturen omkring mig, mine egne skridt og mit åndedræt.
Resten af turen går uden noget i ørerne. Der sker noget underligt med tankerne, når de får lov til at flyve. Gamle minder blander sig med småting, man skal huske, idéer til tekster (dét er lidt upraktisk, for de når som regel ikke at blive skrevet ned, men jeg trøster mig med, at de nok lagrer sig et eller andet sted!) og pudsige indfald om ting, man ser på sin vej.
EN FOD FORAN DEN ANDEN
Jeg tror, man kan sige, jeg har vandret mig ud af stress og ind i en mere bevidst stillingtagen til mit arbejdsliv. Jeg elsker at arbejde med det, jeg er god til, men jeg ER ikke mit arbejde. Når omstændighederne ændrer sig i en retning, man ikke kan se sig selv i, er det med at gøre noget ved det eller lukke døren bag sig.
Vandring kræver udholdenhed, og ind imellem kan det også gøre ondt, fordi man går sig til vabler eller andet uforudset. Men man bliver stærk af det. Både mentalt og fysisk.
Jeg kunne stadig godt tænke mig at gå Caminoen.
Tidligere delt på LinkedIn og på min hjemmeside www.birgitjuelmartinsen.dk.
0 kommentarer